Den 4. maj er det 75 år siden SELECT blev grundlagt i 1947 af den danske fodboldlandsholds-målmand Eigil Nielsen.
Han var fast mand i 28 landskampe fra 1940 til 1951, og var med da Danmark vandt bronze ved OL i London i 1948. På Eigil Nielsens tid kunne elitefodboldspillere ikke leve udelukkende af at spille fodbold, så han valgte at uddanne sig til idrætspsykolog med et sideløbende job i sko-og læderbranchen. Det var her, han skabte den første SELECT-fodbold.
I 75 år har SELECT været en innovativ boldleverandør med stor fokus på kvalitet. Gennem tiderne er det blevet til mange forbedringer og gennem stor viden og udvikling har både fodbolden og håndbolden gennemgået en stor udvikling, siden de første bolde kom på markedet – og udviklingen fortsætter stadig i dag.
I 1962 introducerede SELECT en af de største opfindelser i fodboldens historie – nemlig bolden med 32 felter. Med de 32 felter (20 sekskanter og 12 femkanter) lykkedes det SELECT at skabe den mest runde bold nogensinde. En bold med optimal rundhed er grundlæggende for at opnå pålidelig aerodynamik, altså et lige svæv og et kontrolleret opspring. I dag spilles alverdens fodbold- og håndboldturneringer stadig med bolde efter Eigil Nielsens 32-felters princip, ligesom alle de bolde, der produceres rundt om i verden, bygger på hans nytænkning.
SELECT arbejder stadig på at forbedre håndbold -og fodboldspillet, og i foråret kunne SELECT præsentere verdens første intelligente fodbold, som af FIFA er godkendt til at blive spillet med i kampene på allerhøjeste niveau. SELECT har sammen med tyske KINEXON skabt den intelligente fodbold med navnet SELECT Brillant Super iBall. Denne bold har en tracking sensor indeni, hvilket giver helt nye muligheder for at indsamle livedata til glæde for trænere, fans, kommentatorer og medier.
Fra Boldleverandør til totalleverandør
SELECT sælger i dag tæt på 4 millioner bolde om året, men har udover boldene også et stort udvalg af sportstøj og sportstilbehør, som sælges i mere end 50 lande rundt om i verden.I SELECTs produktudvalg finder man i dag både både spillertøj, træningstøj, fritidstøj, PROFCARE sportsbind og sportspleje, målmandshandsker og masser af TEAMGEAR som består af forskelligt fodbold- og håndbold udstyr.
SELECT som ligapartner
SELECT er i dag officiel boldleverandør til mange af de bedste fodboldligaer i Europa, heriblandt den tyske Bundesliga, hvilket gør SELECT til den største ligapartner.